Selvom I endnu ikke er omskolet til selvstændig tænkning, skal det ikke forhindre jer i at uddele syv banale roller, der vil gøre delingen skarpere, regnvejrsdagen sjovere og værnepligten uforglemmelig.
Menig Skål
Stay hydrated! Dunkdrikke skal være tom, inden dagen er omme, og det bærer denne menig ansvaret for. Særligt torsdag aften på messen kommer titlen til sin fulde ret, når der skal udbringes skåle til den lyse morgen.
Menig Foto
Denne menig skal allernådigst anmode jeres delingsfører om at medbringe et kamera på jeres op- og nedture i tjenesten. Hvem kunne ikke godt bruge et autentisk feltbillede til at understøtte de røverhistorier, man fortæller vennerne derhjemme?
Menig Sjov
Uden tvivl den mest udfordrende kåring. At trylle et smil frem på andres læber kræver overskud og en genial humor, der ikke svigter på selv de vådeste SKYT-dage.
Menig Skabsorden
Skabsordnen er for vigtig til at overlade til tilfældighederne. Udnævnelsen er dedikeret til en menig, der magter sig liv og kan sætte en standard for inddeling af skabet og sammenfoldning af tøj. Udfyldes rollen til perfektion, kan det spores i et styrtdykkende antal tab/skader.
Menig Påklædning
Delingens trendsætter. Personen skal sørge for at afgøre dagens dresscode, så I slipper for at blive slagtet for manglende ensretning, idet I smider jakkerne i auditoriet.
Menig Anekdote
Nogle øjeblikke er for mindeværdige til ikke at blive kradset ned i en mudret notesbog. Den menige skal spidse ører og blyant, mens de uundgåelige bommerter og geniale historier opstår. De vil være guld værd til afslutningsfesten, og hvem ved – måske gemmer der sig en feltspadehistorie til SOLDATEN iblandt? Indsend den til @soldatendk på Instagram!
Menig Tid
Den militære stilletid har altid været til fortolkning blandt værnepligtige. Menig tid skal sørge for at indstille delingens indre ure ens og give sine kammerater tidsmeldinger, når panikken breder sig inden stilletid.
Få endnu flere tips til din værnepligt og læs SOLDATEN – De værnepligtiges magasin online!