Stille ligger de i et krat. Deres fokus er rettet mod et mål langt ude i horisonten. Det er vel den klassiske opfattelse af en finskytte, hvilket heller ikke er helt forkert. Men ligeså vel som de er gode på lang afstand, er de også eksperter i nærkamp og tilfangetagelse.

De kommer om natten

Det er en kold nat på Bornholm. Midt inde i skoven er der så mørkt, at man ikke kan se sin egen hånd, selvom man vifter den foran ansigtet på sig selv. Det blæser kraftigt, og det er, som om skoven har lagt en dæmper på alle ens sanser. Her gemmer de værnepligtige sig for HRU’erne, som har natkamp og går patrulje. Men selv HRU’erne kan ikke vide sig sikre her, da de bliver jagtet af toppen af fødekæden: finskytterne. Søvnmangel og intenst hårdt arbejde med begrænset mad har blødgjort HRU’erne. Man kan ikke se meget igennem et par tilduggede natkampsbriller, og finskytterne kan bevæge sig rundt om HRU-patruljerne med lethed uden at blive opdaget.

Det lille finskyttehold, som jeg følger, bliver kaldt Hotshot og består af spotteren ”C.S.” og skytten ”Lars”. En lille HRU-patrulje klargør til et spring over en rød vej, men hvad de ikke ved, er at 20 meter fra dem sidder Hotshot klar med deres M10-geværer. ”Klar, spring!” kan man høre svagt fra gruppeføreren, og midt i deres spring åbner Hotshot op på HRU’erne. Staklerne løber frem og tilbage, skyder og smider sig ned i forvirring. ”Hvis man ikke selv ved, hvad man laver, ved fjenden det heller ikke,” siger Lars smilende til mig. ”Alpha-1, november, november!” skriger gruppeføreren. Nu kender de to finskytter både gruppens navn og deres kendeord og trækker sig tilbage i deres skjul. HRU-gruppen trækker sig hastigt væk fra området.

 

Hotshot melder kendeordet over radioen til de andre finskyttehold, der ligger rundt omkring i terrænet. Der bliver meldt tilbage, at en ny HRU-gruppe har kurs mod vores position, og vi lægger os i skjul igen. C.S. ligger med en termisk kikkert, der let kan opfange de varme kroppe fra HRU’erne i den kolde skov.

HRU’erne går roligt op mod os, imens de taler til os, men vi er allerede væk. Patruljen kigger forvirret rundt, hvem har de lige talt med?

– Fra artiklen

Hele scenariet minder lidt om en Predator-film, hvor finskytterne er overlegne monstre, der jager de udmattede HRU-soldater. Min sammenligning bliver bekræftet, da vi hører over radioen, at en HRU’er har trådt lidt for tæt på en finskytte, som har rejst sig op, stukket en hånd i munden på HRU’eren og ført en pistol op til tindingen på ham. Den tilfangetagne soldat var gået i panik og havde råbt om hjælp og slået vildt omkring sig, før han slap fri og spænede hen til sin gruppe. Den lille patrulje, vi ligger og venter på, er nu dukket op på den anden side af vejen.

Hotshot laver et samlet ildoverfald, hvor de samtidig råber kendeordet, som om de var paranoide HRU-soldater. ”Delta, delta!” råber den lille gruppe tilbage til os, efterfulgt af en vred stemme, der spørger, hvem vi er, og hvorfor vi skyder på dem. Lars svarer hurtigt: ”Vi er Alpha-1, vi har lige haft kampføling her og troede, I var fjenden.” HRU’erne går roligt op mod os, imens de taler til os, men vi er allerede væk. Patruljen kigger forvirret rundt, hvem har de lige talt med? ”Hvad fanden foregår der?” siger en HRU’er i desperation. Resten af natten går med at jage og overfalde for så at forsvinde igen. Opgaven med at splitte HRU-patruljerne var en succes, og alle finskytteholdene trak sig til sidst tilbage til deres base.

Verdens mest okay kollegaer

Dagen efter er finskytterne fuldt fokuserede på planlægningen af den næste opgave, som foregår om aftenen. Der er en svag dunst af kaffe og Monster på det lille kontor. Hver mand har deres eget speciale i den lille enhed, som han kan undervise og briefe de andre i forud for en opgave. Men én ting de alle har til fælles er måden, de er efter på hinanden på. Det er venskabelige stridigheder og jokes, som starter lige fra de møder ind, til de er færdige med en opgave og går igen. En af finskytterne har fået en kaffekop, hvor der står: ”Verdens mest okay spotter”, og hver gang der er en åbning for at dolke sin ven med en intern joke, bliver der hugget til. Det skaber et naturligt konkurrence-gen hos dem og spreder god stemning. Der bliver lavet grin med alt fra veganske kærester til borrelia. Tilstedeværelsen af både høj faglighed og god humor som her skaber et fantastisk unikt arbejdsmiljø.

Vi er rykket til patruljerummet, som ligger i forlængelse af deres våbenkammer, hvor der bliver gjort klar til kamp. I baggrunden kan man høre et P3-indslag med DJ McMuffin og Curlingklubben. Alt foregår meget selvstændigt, og den enkelte finskytte har utroligt meget frihed under eget ansvar. Hylderne og skabene er fyldt med forskellige sløringsnet, dragter, spændende materiel til våben og selvfølgelig Cliff-bars og sodavand. Våbenkammeret rummer et utal af forskellige kikkerter, natkampsudstyr og finskytterifler. ”2 her er 1, modtagerkontrol, skift,” knaser radioen. ”Her er 1, det er modtaget, slut.” Vi rykker ud i GD’erne og sætter kurs mod øvelsesterrænet.

Bykamp og Lars Tyndskids mark

Efter en kort march over en række marker står vi nu i en tilfældig bornholmers baghave. Det er vedkommende selvfølgelig ikke klar over, det er der faktisk ikke nogen ud over os, der er. Natten er over os, og det eneste, man kan se, når man slukker sit natkampsudstyr, er det lille grønne skær fra de andres natkampsbriller. Opgaven er at gå patrulje i den lille by uden at blive opdaget, hvilket betyder, at vi bevæger os igennem folks baghaver over krat og hegn. Fremrykningen foregår meget stille for eksempelvis ikke at træde fru Hansens fine blomsterbed ned. Der er enighed om, at det går for langsomt, så vi rykker ud på vejen, hvor fremrykningen bliver til sikret spring. Det eneste, vi bliver set af, er en nysgerrig kat, der synes, at vi er meget spændende og følger med et stykke bagved os. Der bliver ikke fundet noget af interesse, og vi begynder at rykke tilbage igen.

Der står vi så, i fuld udrustning, armeret til tænderne, med hele armen i kagekrukken.

– Fra artiklen

I samme øjeblik støder vi på en enkelt værnepligtig, som står alene og bevogter en kanonlignende genstand. Det tætte mørke slører os, da vi lister os forbi ham med maks. 10 meter imellem os og ham. Men så sker der noget uventet. En sensor ude foran en carport opfanger os og tænder et skarpt lys. Der står vi så, i fuld udrustning, armeret til tænderne, med hele armen i kagekrukken. Den værnepligtige bliver så handlingslammet, da han ser os, at han fryser fuldstændig i ren og skær rædsel. Tre finskytter stormer over og får lagt ham ned, hvorefter de fortæller ham, at han er død. Denne seance stod ingen steder i brochuren for den stakkels værnepligtige, der har fået sit livs chok.

Skarp øvelse i Slovakiet sammen med SOF-enheder.

Det sker også engang imellem, at finskytterne bliver opdaget uhensigtsmæssigt, som engang hvor C.S. havde lagt sig på et tag midt inde i en by, hvor ejeren tilfældigvis var kommet op til ham og havde set lidt overrasket ud. Ejeren stod og kiggede lidt, før han sagde: ”Hej.” Hvorpå C.S. svarede smilende: ”Hej.” ”Vil du have en Snickers?” spurgte ejeren så, der heldigvis havde det okay med at have finskytter på loftet.

Næste dag står på klassisk finskyttearbejde. Der skal lokaliseres en fjende, for derefter at ligge i skjul iog så forhåbentligt afgive nogle skud mod målet. Når man er i stilling i et krat, begynder man at udbedre sløringen som for eksempel at bygge et kunstigt hegn af blade, skud og kratværk rundt om stillingen. Der er en ventetid på fem timer foran os. Vi skal vente på et ildoverfald fra en anden enhed for så at sabotere den QRF, der skal komme og støtte fjenden. Skytten sidder klar med sin AX50 Anti Material Rifle, der kan skyde igennem pansrede køretøjer, som fjendens QRF burde komme kørende i. ”Det er nu, man finder ud af, hvor god en finskytte man er, det handler om, hvor mange snacks man har med,” hvisker en af finskytterne til mig.

Som finskytte får man æren af at observere folk i deres svageste øjeblikke, hvor de tror, at de er helt alene.

– Fra artiklen

Timerne går, og undervejs spørger spotteren: ”Hvem spiser stærk ost?” Og skytten svarer: ”Jeg sidder sgu da og kampskider.” Når man er i stilling og tæt på fjenden, må man ikke lave unødig støj, hvilket kan være virkelig svært, hvis der bliver sagt noget sjovt. Alt er bare sjovere, hvis man ikke må grine, og til vores uheld slentrer der en nedslidt værnepligtig forbi os, som bærer på nogle kasser. Som finskytte får man æren af at observere folk i deres svageste øjeblikke, hvor de tror, at de er helt alene. Den værnepligtige taber kasserne og udbryder et højlydt støn. Vi er ved at skide i bukserne af grin, men må trygge det og stoppe en handske i munden for ikke at grine højlydt. Efter fem lange, men underholdende timer, kommer ildoverfaldet endelig, og de to finskytter sidder klar. Men så sker det, der engang imellem desværre sker: Der kommer ingen QRF, og der intet at skyde på. Det er selvfølgelig irriterende og skuffende, nu hvor man har gjort alt rigtigt og udholdt ventetiden for så at skulle trække sig tilbage igen.


Finskytte-myter

Spørgsmålene er stillet til en finskytte på Bornholm, og han svarer derfor ud fra skyttens egen erfaring.

Putter man sne i munden om vinteren for at sløre sit åndedræt? 

  • Nej.

Skal man være en enspænder, iskold og klam for at være finskytte?

  • Nej, men de fleste i flokken er lidt introverte og taler mest sammen om arbejdet.

Pisser man liggende i plastikflasker, når man ligger i stilling?

  • Ja.

Regner man jordens rotation med i ballistikudregningerne?

  • Ja, på lange distancer.

Skyder man mellem hjerteslag, så pulsen ikke påvirker fingerspidsen? 

  • Som udgangspunkt nej, men hvis man har tid til det, prøver man at gøre alt for at få det perfekte skud.

Alle kan efter endt værnepligt søge stillingen som finskytte, men det foretrækkes, at man har en HRU og har været i tjeneste i stående styrke i to år og meget gerne med en eller flere udsendelser.


Finskytte 101

Lars og C.S. har vundet Danish International Sniper Competition og skal til ”finskytte-VM” i USA. Vi sidder i deres pudsestue og taler om, hvordan det er at være finskytte. ”Vi er en lille enhed og kan derfor adoptere arbejdsmetoder fra andre enheder som for eksempel Jægerkorpset, som vi har arbejdet sammen med før, hvis det giver mening for os. Nogen bruger også finskytteuddannelsen som et springbræt til en SOF-uddannelse.” siger C.S.

Man kan få meget sløring ud af blot tre elastikker.

”Groft sagt ligger man 90% af tiden bare og kigger, 8% af tiden er der noget at kigge på, og så 2% af tiden skyder man,” siger Lars og fortsætter: ”Der er forskel på, hvor man er finskytte henne. For eksempel er finskytterne fra GHR og Livgarden meget mere oppe på frontlinjen, hvor vi fra Opklaringsbataljonen opererer mest bag fjendens linjer.” C.S fortæller, om hvordan de blandt andet opererer bag fjendens linjer, i det der kaldes et OP: ”Et fuldt nedgravet OP fungerer lidt ligesom en hule, man bor i, hvor man kan ligge og observere, imens fjenden kan gå hen over uden at lægge mærke til noget.” C.S. siger grinende: ”Jeg vågnede engang ved, at min gruppefører sad 20 centimeter fra mig og sked i en ammunitionskasse.”

”Du bliver ikke bare spurgt til optagelsesprøven: ”Kan du slå ihjel lige nu?” Man laver en masse stress-skydninger, hvor man presser deltagerne mentalt og fysisk for at simulere et stresset miljø. Udover det har man kamppsykologi, der forbereder en på skarpe missioner,” forklarer Lars. ”Det kan være en god idé at have jagttegn og have prøvet at gå på jagt før, så man har oplevet den stress, der kan opstå ved at have et levende mål i kikkerten,” fortæller C.S.

Emil Klinke Jensen

 

 

 

 

 

 

Artiklen er udgivet i SOLDATEN – November 2019. Tryk her for at læse hele bladet!


 

You may also like

Comments are closed.